Europakonference 2023: På vej mod en stadig større og modstandsdygtig union?

6. november 2023 kl. 10.00 - 14.00

Vi samlede igen i år ledende beslutningstagere og nøgleaktører til Europakonferencen. I år var det bl.a. med ledende næstformand i Europa-Kommissionen, Margrethe Vestager og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på talerstolen.

”Danmark passer ind på førersædet,” der hvor man sætter retningen og træffer beslutningerne i EU – ”ikke på bagsædet”, slog udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fast, da han talte til Tænketanken EUROPAs årskonference i Industriens Hus d. 6/11.

For EU er i hans optik ”den vigtigste platform for dansk udenrigspolitik”. Som kriseknuser. Som økonomisk løftestang. Og – står det til regeringen - i stigende grad som en sikkerheds- og geopolitisk aktør med flere muskler til at præge verden omkring os.

Den næste europapolitiske aftale er på trapperne, og allerede nu sigter politikerne mod andet halvår af 2025. Her får Danmark med EU-formandskabet den største udenrigspolitiske opgave i dette årti og en unik chance for at sætte den europæiske dagsorden på et tidspunkt, hvor EU’s rammer og retning skal revideres i forbindelse med EU’s udvidelse og det næste langtidsbudget. Mandag d. 6.11 tog vi de centrale spørgsmål op til debat på årets europakonference: fra EU's reformer til krig og konkurrenceevne.

SE OPTAGELSEN AF HELE KONFERENCEN HER:

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Særligt debatten om EU’s kommende udvidelse skal vi have ”op i niveau” herhjemme, så det ikke kommer som en stor overraskelse for danskerne, sagde Margrethe Vestager, pt. på orlov som ledende næstformand i Europa-Kommisssionen. De gode løsninger har vi ikke fundet endnu, mens problemerne kun bliver værre, hvis ikke vi handler, advarede hun. For at håndtere et større EU forventer Vestager, at Unionen får brug for nogle ”meget mere krasbørstige værktøjer”, fx muligheden for at smide medlemslande ud af EU, hvis de ikke har demokrati og en velfungerende retsstat, og et større EU budget.

Udenfor Danmarks grænser er EU’s fremtid især sat til debat, efter en nylig tysk-fransk ekspert rapport kom med en række forslag til reformer af EU inden 2030. Shahin Vallée, en af rapportens forfattere og Senior Research Fellow ved German Council on Foreign Relations, fremlagde mandag hovedbudskaberne: Udvidelsen af EU vil kræve dybe institutionelle reformer - fra en øget brug af kvalificeret flertal indenfor skat og udenrigspolitik til nye traktatændringerne for at skabe et EU i flere hastigheder og et større EU-budget med mulighed for at optage fælles gæld.

Men krigen i Ukraine har ikke blot øget presset på at udvide og reformere EU – den forandrer også EU som en sikkerhedspolitisk aktør. Camille Grand, tidl. assisterende generalsekretær i NATO og nu ved European Council on Foreign Relations, beskrev udviklingen mod en stærkere forsvarsindustripolitik i EU og diskuterede det helt store spørgsmål for EU’s forsvar: nemlig forholdet til NATO og USA i tilfælde af en republikansk valgsejr i 2024.

Det er nemlig en særskilt risiko for EU, at vi ”glemmer verden omkring os”, som DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen slog fast i et panel med to branchekolleger – Claus Jensen, formand for Dansk Metal, og Merete Juhl, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer – samt to erhvervsledere – Kristian Hundebøll, koncernchef i DLG Group, og Lars Petersson, CEO i VELUX Group. Et gennemgående tema til konferencen var, at Europa gradvis fylder mindre og mindre i verden, økonomisk og politisk. De fem i panelet udpegede erhvervslivet og det indre markeds vigtigste udfordringer i dag, fra manglende arbejdskraft, hurtigere tilladelser og flere investeringer til behovet for forskning og frihandelsaftaler.

Arrangementbeskrivelse

Igen står Europa overfor flere store udfordringer. Krigen i Ukraine har rykket forsvar og udvidelse på toppen af EU’s dagsorden, mens de seneste tragiske begivenheder i Israel, Gaza og Vestbredden fordrer EU til at finde et fælles standpunkt. Samtidig påvirkes Europas konkurrenceevne og indflydelse i stigende grad af andre globale aktører. Denne konference gør status, udforsker mulige veje for EU at gå og ser dette i lyset af det kommende danske EU-formandskab i 2025.

Mød bl.a. ledende næstformand i Europa-Kommissionen (på orlov), Margrethe Vestager, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, adm. direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, formand for CO-industri Claus Jensen, adm. direktør i DLG, Kristian Hundebøll, CEO i VELUX, Lars Petersson, Director of the geoeconomics program hos the German Council on Foreign Relations, medlem af den tysk franske arbejdsgruppe vedrørende EU-institutioner, Shahin Vallée og Distinguished Policy Fellow ved European Council on Foreign Relations, Camille Grand.

Program
  • 10.00 - 10.05
    Velkomst
    Moderator Lykke Friis, direktør for Tænketanken EUROPA
  • 10.05 - 10.45
    Keynote: En kaskade af kriser – Unionens tilstand og økonomisk sikkerhed
    Margrethe Vestager, ledende næstformand i Europa-Kommissionen (på orlov) – i samtale med Lykke Friis
  • 10.45 - 11.30
    Panel: Europæisk konkurrenceevne – Europas udfordringer og svar
    Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør for Dansk Industri
    Claus Jensen, formand for CO-industri og Dansk Metal
    Kristian Hundebøll, koncernchef, DLG Group
    Lars Petersson, CEO for VELUX Group og Merete Juhl, Adm. direktør, Landbrug & Fødevarer
  • 11.30 - 12.15
    Stående frokost
  • 12.15 - 12.45
    Keynote: Mod en EU-udvidelse og det danske EU-formandskab
    Lars Løkke Rasmussen, Danmarks udenrigsminister
  • 12.45 - 13.20
    EU36? – Institutionelle og politiske udfordringer forude [på engelsk]
    Shahin Vallée, Senior Research Fellow ved center for geopolitik, geoøkonomi og teknologi, German Council on Foreign Relations og medlem af den tysk-franske arbejdsgruppe om EU-institutioner
  • 13.20 - 13.55
    Mellemøsten og Ukraine: En permanent forandring for europæisk sikkerhed & forsvar? [på engelsk]
    Policy Fellow ved European Council on Foreign Relations, Camille Grand
  • 13.55 - 14.00
    Afsluttende bemærkninger
    Jørgen Tang-Jensen, bestyrelsesformand, Tænketanken EUROPA
  • 14.00 og frem
    Kaffe og kage

Information

Sted
Industriens Hus, H. C. Andersens Boulevard 18, 1553 København
Tidspunkt
6. november

Kontakt

Anne Ipsen

Anne Snell Ipsen

+45 61103337