Hovedkonklusioner fra konference: Fremtidens europæiske energipolitik

Tænketanken EUROPA, CIP, Green Power Denmark og DI Energi afholdte den 6. maj en konference om fremtidens europæiske energipolitik. Læs her, hvilke emner der var på dagsordenen.

Konferencen “Fremtidens europæiske energipolitik” den 6. maj i Industriens Hus havde fokus på, hvordan den næste EU-Kommission og de danske formandskaber for Nordsøsamarbejdet og Europæisk Råd bør forme europæisk energipolitik de kommende år.

Den kommende Kommission kommer til at skulle levere et europæisk energisystem, der fortsat accelererer udrulning af vedvarende energi, styrker en sikker energiforsyning, og som sikrer, at investeringer i energi er rentable. Konferencen satte fokus på, hvad der skal til for at skabe et robust, rentabelt og grønt europæisk energisystem.

konference fremtidens europæiske energipolitik

Arrangørerne var Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), Green Power Denmark, DI Energi og Tænketanken EUROPA.

Her er nogle af hovedkonklusionerne fra konferencen: 

Den næste Kommission skal fokusere på implementering - ikke kun på regulering 

EU har vist sig handlekraftig både på klimamålsætninger, på at skabe en robust energiforsyning og på at styrke EU’s globale konkurrenceevne. Den Europæiske Grønne Pagt har etableret en stabil og retningsgivende regulativ ramme, der giver forudsigelighed for markedsaktører. Med REPowerEU har EU svaret på Ruslands forsøg på at bruge energiafhængigheder som et politisk pressionsmiddel. Og endeligt har EU med sin aktive industripolitik, herunder European Green Industrial Plan og Net Zero Industry Act (NZIA), været med til at styrke EU’s konkurrenceevne globalt som svar på bl.a. USA’s Inflation Reduction Act. Behovet bør derfor nu være at levere på de målsætninger, der allerede er vedtaget, og på at sikre nye investeringer. Vigtigheden af at fremme og tilskynde private investeringer blev understreget.  

Lykke og Aagaard

Elektrificering kræver en grænseoverskridende energiinfrastruktur  

85 procent af europæisk industri kan elektrificeres. Vigtigheden af en kraftig og accelereret elektrificering blev fremhævet af flere talere. Udrulning af grænseoverskridende energiinfrastruktur, herunder elnet og brintforbindelser, er afgørende for elektrificering, da produktionen af vedvarende energi og efterspørgslen fra de energiintensive industrier ikke nødvendigvis er placeret samme sted på Europakortet. Talerne til konferencen ser bredt set EU, som den afgørende aktør til at drive denne elektrificering og sammenkobling ved fx at designe udgiftsfordelingsnøgler mellem lande eller iværksætte europæiske støtteordninger. Nordsø-samarbejdet er en central case på grænseoverskridende samarbejde, da potentialet for energiproduktion (udbud) i denne region langt overstiger energibehovet (efterspørgslen).

Det er vigtigt, at EU fortsat fokuserer på energieffektivitet og sektorkobling, f.eks. at varmeforsyningen kan være fjernvarme, der er tilknyttet elektricitetsnettet eller benytter overskudsvarme fra industrien.  

Lykke og Ditte Juul

Der er behov for scenarier og implementering, ikke bare nye målsætninger 

Det blev på konferencen understreget, at der i Europa er politisk opbakning til den grønne omstilling, og at pengene til at finansiere den findes i Europa. Fokus bør fremadrettet være på at skabe de rette rammevilkår, der fremmer udbygningen, samt på investeringsfremmende incitamenter, der fremmer privat kapital i den grønne omstilling, f.eks. bæredygtige auktionsdesign af havvindsudbud samt adgang til transmissionsnet til brint og el. 

Flere talere påpegede, at EU skal være påpasselig med at sætte nye og alt for ambitiøse klimamålsætninger, herunder både generelle klimamålsætninger og målsætninger på enkelte energiformer. Der bør snarere være fokus på at nå de allerede opstillede mål gennem fleksible og markedsbaserede tiltag.

Der bør i højere grad fokuseres på scenarieplanlægning, og disse scenarier bør indtænke de regulative dynamikker, herunder godkendelsestider, strukturelle rammer, arbejdskraft og kompetencer, samt investeringsperspektiver, herunder den fremtidige energipris. Det er nødvendigt med sektorspecifikke scenarier, således at vi går fra meta-niveau til konkrete planer, der faktisk leverer på de politiske ambitioner. 

CIP’s analyse viste, at udover de nødvendige CO2-reduktioner, kan udbygning af vedvarende energi i Europa over de næste tre årtier skabe vækst, arbejdspladser og overkommelige energipriser til forbrugerne. Dertil kommer europæisk energisikkerhed og uafhængighed. Samlet viste CIP’s analyse, at der skal bygges omkring 370 GW havvind i Europa frem mod 2050 – omkring en tidobling af havvindkapaciteten fra i dag.

EU er stadig afhængig af energiimport 

EU’s energi- og sikkerhedspolitik går hånd i hånd. EU’s arbejde med at nedbringe gasafhængighed af Rusland viser, at der både er brug for større selvforsyning af energi og forsyningskæder samt diversificering.  

Et samarbejde med bl.a. Nordafrika kan forsyne EU med billig grøn brint, der kan bidrage til dekarbonisering af Europas tune industrier, da elpriserne i denne region ligger under den europæiske. Et strategisk grønt samarbejde mellem EU og Nordafrika kan have stor betydning for at Europa når Net Zero, men det skal balanceres således, at Europa ikke opbygger energiafhængighed til en ny politisk ustabil region.  

EU er stadig afhængig af energiimport i form af naturgas, og har skabt nye afhængigheder på import af LNG. Diversificeringsambitionerne har gjort EU mindre afhængig af Rusland, men EU bruger fortsat store summer på fossil energiimport. Europa bør fortsætte med at investere i at udvikle den europæiske energiproduktion og -transmission for at nedbringe energiimporten fra Rusland. Der er derfor behov for en europæisk investeringsramme, hvad angår udvikling af både clean tech og et mere effektivt og integreret energisystemdesign. 

energikonference netværk

Tænketanken EUROPA indtager ikke holdninger som organisation. Denne tekst repræsenterer alene – som alle udgivelser fra Tænketanken EUROPA – forfatterens/forfatternes betragtninger.

Kontakt

Portrætfoto

Ditte Brasso Sørensen

+4561101115

Indhold