Scholz’ rejse til Moskva

Kvikkere end kvik. Frit oversat er det navnet på et populært nordtysk quiz radioprogram. Hver eftermiddag udfordrer studieværten deltagere i at kunne besvare spørgsmål uden at sige ja, nej, sort eller hvid. Kansler Scholz har så vidt vides aldrig deltaget. Men at dømme efter hans præstation i Washington tidligere på ugen, ville han være en sikker vinder. Under en lang pressekonference med præsident Joe Biden, efterfulgt af et 10 minutters CNN-interview, undgik han trods hårdnakkede forsøg fra journalisterne at nævne den efterhånden forkætrede Nordstream2 gasledning mellem Rusland og Tyskland. Selv da Biden forklarede en journalist, at han personligt ville sørge for, at gasledningen aldrig kom i brug, tav Scholz.

Nu bør det ikke overraske internationale iagttagere, at Scholz er ekstremt kontrolleret. Da han var borgmester i Hamborg, hang der et skilt i forkontoret: ”Vi er aldrig fornærmede og aldrig hysteriske”. At kansleren heller ikke ligefrem er en ferm retoriker fremgik til fulde af valgkampen. Det er ikke for ingen ting, at han går under tilnavnet ”Scholz-o-maten”. Ikke desto mindre har pressekonferencen udløst internationalt hovedbrud. For hvorfor kunne Scholz dog ikke bare sige dét, som går tilbage til en aftale mellem Biden og ex-kansler Merkel: Der kan ikke flyde gas igennem Nordstream2, som kun mangler en formel godkendelse fra det tyske energi-net, hvis Putin angriber Ukraine? 

Udover at Scholz simpelhent nægter at lade sig presse, er der to forklaringer. For det første er Scholz overbevist om, at ”strategisk tvetydighed” er vigtig i en krisesituation. Putin må ganske enkelt ikke vide, hvilke sanktioner han konkret vil blive mødt med, hvis krigen bryder ud. For det andet skal tvetydigheden sikre, at Scholz holder ”dialog-kanalen” åben over for Putin og bl.a. på næste uges topmøde i Moskva kan få Putin i tale – efter devisen så længe man taler, skyder man ikke. Dertil kommer et argument som en tidligere garvet tysk topembedsmand fremførte over for mig onsdag i Berlin: ”Scholz vil helst ikke italesætte Nordstream2 som en del af sanktionspakken. For hvad hvis sanktioner ikke virker? Så har tyskerne jo ikke mere i værktøjskassen. For våben vil vi jo ikke bruge”. 

Det er præcist her, at Scholz’ linje bliver problematisk. Den manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt – både på sanktionsfronten og med militær – udløser nemlig en ubehagelig mistanke hos balterne og polakkerne om, at tyskerne, som tidligere i historien, vil lave en studehandel med Rusland. I disse lande er der således ikke brug for strategisk tvetydighed, men klarhed. I den forbindelse dulmer det ikke ligefrem de baltiske og polske nerver, at én af Scholz’ prominente partifæller, Gerhard Schröder, er på vej ind det russiske gasselskab, Gazproms, bestyrelse. Så er der ikke noget om, at de tyske socialdemokrater har mange ”Putin-Versteher” på medlemslisten? 

Alt dette betyder, at Scholz uden tvivl ville vinde radio-quizshowet, men også at han svækker Vesten. Tag bare den lettiske forsvarsminister, der i sidste uge beskyldte Tyskland for at være både ”hyklerisk og amoralsk”. Intet tyder på, at Scholz vil ændre kurs, men måske han alligevel burde overveje at give sig på et andet område, når de baltiske lande sidst på ugen kommer til Berlin: Jo, Estland må godt levere DDR-produceret våben, som det genforenede Tyskland har solgt videre til Finland og siden Estland, videre til Ukraine.