Korruptionssagen i EU risikerer at udhule det europæiske demokrati

Valgkampen til Europa-Parlamentet blev denne gang skudt i gang med et brag. Den voksende korruptionsskandale med den tidligere næstformand Eva Kaili i centrum leder ikke blot til selvrefleksion i Parlamentet og beskyldninger om hykleri fra kritikere som Ungarns premierminister Viktor Orban. Også mellem de europæiske partier fyger anklagerne i et forsøg på at positionere sig forud for næste valg, der falder i midten af 2024.

”Det her er ikke bare #Qatargate,” skrev Parlamentets største parti, Det Europæiske Folkeparti (EPP), hjemsted for bl.a. Det Konservative Folkeparti, på Twitter i december. Den egentlige skandale placerer de derimod hos de europæiske socialdemokrater i S&D, det næststørste parti, der huser den netop afsatte Kaili. Nu er det på tide, at ”den helligere end hellige S&D-gruppe” holdes ansvarlig – for ”deres prædiken om retsstatsprincipper viser sig at være hyklerisk,” formanede EPP.

Hele omfanget af skandalen, hvor Kaili m.fl. beskyldes for at have modtaget bunkevis af kontanter fra qatarske og marokkanske lobbyister, er endnu ukendt og vokser uge for uge. Men sikkert er det, at sagen har fremkaldt en tiltrængt debat i Parlamentet om reglerne for lobbyisme fra fremmede statsmagter. Formand Roberta Metsola fremlagde i januar sit forslag til en reform, som mange mener blot er et første skridt.

Der er intet nyt ved lange europæiske valgkampe. Ligesom vi kender det fra amerikansk politik, stiger valgtemperaturen gradvis i Europa-Parlamentet allerede halvandet år inden stemmedatoen.

Men på et bagtæppe af ophedet mudderkastning risikerer valgkampen nu at blive martret af et grumt politisk klima. Det kan give yderligere knaster i samarbejdet mellem partierne under resten af perioden – og øger sandsynligheden for et protestvalg i 2024, der kan styrke yderfløjene og resultere i et mere fragmenteret Parlament end i dag, hvor det meste af politikken bestemmes af de fire midterpartier, EPP, S&D, De grønne og det liberale Renew. Som Stéphane Séjourné fra Renew-gruppen sagde til Financial Times 29. januar: ”Hvis ikke vi løser problemet før sommeren, vil det føre til ekstremistiske debatter forud for de kommende europæiske valg.”

I forvejen betyder den udstrakte valgkamp, at nye forslag til lovgivning fra næste sommer får svært ved at blive til virkelighed inden periodens udløb, da europaparlamentarikerne (MEP’erne) begynder at føre kampagne i deres hjemlande. Hvilke mærkesager vil man promovere? Og hvilke kandidater skal man satse på? Også spekulationerne om, hvem der skal have EU-topposterne næste gang, herunder hvordan Kommissionsformanden vælges, cirkulerer allerede.

I skyggen af krisestemning

Der var under alle omstændigheder udsigt til en valgkamp i skyggen af krisestemning.

Den nuværende valgperiode for Europa-Parlamentet, der løber fra 2019, har om noget været plaget af storpolitisk misere. Kort efter konstitueringen af Parlamentet og Kommissionens lagde coronapandemien hele kontinentet i dvale, og siden har krigen i Ukraine, energikrise og stigende inflation tæret på kræfter og opmærksomhed.

Valget i det sene forår 2024 skal tilmed finde sted efter en vinter, hvor energiforsyningen fortsat skal klares uden billig russisk energi og måske også ovenpå en økonomisk afmatning med fortsat høj kerneinflation, som nogle iagttagere forventer vil vare ind i 2024. Læg dertil krig i Ukraine, en eventuel flygtningekrise, den underliggende klimakrise og andre uforudsete begivenheder.

Under store dele af EU’s krisehåndtering siden 2020 har Europa-Parlamentet reelt været sat ud på sidelinjen – på trods af, at institutionen over de seneste årtier har fået mere magt som medlovgiver på det meste af EU’s lovgivning og jo er den eneste EU-institution, som befolkningen vælger direkte.  

I stedet har Det Europæiske Råd af stats- og regeringschefer sat sig endnu tungere på styringen. De har mødtes langt hyppigere end før, og på de knap tre år har EU anvendt den såkaldte kriseparagraf – artikel 122, der giver mulighed for at vedtage lovgivning udenom Parlamentet – dobbelt så ofte som i hele det foregående årti.

Tilmed er markante projekter kørt udenom EU-budgettet, hvor Parlamentet ellers har stor indflydelse. Det gælder fx den europæiske fredsfacilitet, som finansieres af medlemslandene og bl.a. er blevet brugt til at sende våben til Ukraine, og ikke mindst EU’s €750 mia. store genopretningsfond efter COVID-19.

Valgkampen bliver derfor en oplagt anledning til at sætte fokus på det europæiske demokrati, som EU’s krisehåndtering udfordrer. Den evige krisestemning betyder, at Europa-Parlamentets rolle må gentænkes, da det for hvert år giver mindre mening at betegne Europas kriser som afvigelser fra en normal orden.

Skår i tilliden

Før den rullende korruptionsskandale skød valgkampen i gang, var Europa-Parlamentets renommé egentlig kommet relativt uskadt gennem pandemien. Fra vinteren 2020 til sommeren 2022 steg den europæiske befolknings tillid til institutionen til 52 pct., med 38 pct. uden tillid ifølge Eurobarometer. Inden da havde den også været støt stigende siden 2015.

Blandt danskerne havde hele 70 pct. tillid til Europa-Parlamentet i sommer. Men også herhjemme kunne institutionen trænge til imagepleje forud for næste valg.

Syv af de 14 folkevalgte repræsentanter fra Danmark har forladt Bruxelles knap to år før perioden udløber. Jeppe Kofod blev minister, Karsten Hønge valgte Folketinget fremfor Parlamentet, ligesom fire MEP’er herunder Folketingets nye formand Søren Gade hellere ville sidde på Christiansborg efter valget 1. november. 

På det bagtæppe har Europa-Parlamentets danske ”ambassadører” en svær opgave med at overbevise vælgerne om, hvorfor vi skal kere os om, hvad der sker i Bruxelles og Strasbourg. Og det er på trods af, at EU måske aldrig har været vigtigere. I skyggen af krisehåndteringen har MEP’erne i denne periode gennemført banebrydende tiltag, fx ambitiøse klimamål og -krav samt verdens førende regulering af digital teknologi, der potentielt kan få følgevirkninger langt uden for Europas grænser.

MEP’erne er efterhånden vant til at arbejde under de omstændigheder. Også store dele af sidste periode i 2014-2019 var præget af kriser, først med splid i eurozonen, så flygtningekrise og siden Brexit.

Da Ursula von der Leyen blev ny Kommissionsformand i 2019, var EU endelig ude af suppedasen. ”I løbet af de seneste år har vi været nødt til at fokusere på her-og-nu, håndtere kriser efter nødsituationer og kæmpe for at holde vores sammenhold og solidaritet intakt,” sagde hun foran Parlamentet i sin indtrædelsestale i november 2019. Europa havde brug for en ”frisk start." 

Nu igen har Europa-Parlamentet om noget brug for en frisk start. Europa lider et tab, hvis ikke vi formår at værne om Parlamentets tillid og indflydelse. MEP’erne selv skal få styr på egne sager, europæiske stats- og regeringschefer bør sænke brugen af artikel 122, og partierne må finde kandidater, der rent faktisk ønsker at blive valgt. Ellers udhuler de det europæiske demokrati.