Danmark må på turbooplæring i EU’s forsvarsdimension

”Vi kender jer ikke”, sådan lød det fra en dansk generalmajor, da Tænketanken Europa i fredags, sammen med DI, Terma og Aalborg Universitet, holdt konference om EU’s forsvarspolitik. Og det med god grund. Danske politikere og forsvar har i 30 år ikke beskæftiget sig med EU’s forsvarspolitik pga. forsvarsforbeholdet, og intet tydede på, at det ville blive ændret i overskuelig fremtid. Alle danske æg blev derfor lagt i NATO-kurven. F.eks. husker jeg en samtale i nullerne, hvor en højtstående repræsentant i dansk forsvar fremførte, at EU ikke engang kunne ”organisere en fodboldkamp på Sicilien”.

Nu er situationen en anden. Forbeholdet er væk, og krigen i Ukraine har i den grad vist, at der er behov for øget forsvarssamarbejde i Europa. I denne uge meddelte Kommissionen f.eks., at den vil foreslå, at EU’s budget kan bruges til produktion af ammunition til Ukraine. I lyset af den nye sikkerhedspolitiske situation skal samtlige lande opgradere deres forsvar så massivt, at flere i stigende grad nu kan se logikken i at købe ind og producere mere i fælleskab. Hvordan skal EU-landene ellers have råd til at foretage de store offentlige investeringer i bl.a. klima og sundhed, som der også er brug for? I dag foretager EU-landene over 80% af deres forsvarsindkøb hver for sig.

Læs også

Sikkerhed & forsvar

EU forklæder forsvar­spo­litik som industripo­litik

EU har netop afsat 2 milliarder euro i Den Europæiske Fredsfacilitet, hvoraf halvdelen skal bruges til indkøb af våben. Det giver EU muligheden for at styrke den europæiske forsvarsindustri.

Det hele forstærkes af, at den gamle polarisering mellem EU og NATO er mindsket betragteligt. Hvor USA tidligere frygtede, at europæerne ville afkoble sig fra NATO, er den største frygt nu, at europæerne ikke gør nok for deres eget forsvar. USA har nemlig væsentlig større interesser i f.eks. Asien og Kina end i Europa. Det vil gælde uanset, hvem der vinder det amerikanske præsidentvalg næste år.

Alt dette betyder, at Danmark må på turbooplæring inden for EU’s forsvarsdimension. Ironisk nok drejer det sig ikke om, det område, som for alvor blev diskuteret under folkeafstemningen sidste år, nemlig gennemførelse af nye EU-militære missioner i Afrika. Dynamikken i samarbejdet ligger som allerede antydet inden for forsvarsindustri, lige fra fælles udvikling over produktion til indkøb. Her vil institutioner som EU’s forsvarsagentur og EU’s forsvarsfond spille en vigtig rolle, ligesom EU vil bruge sin budget-muskel og afsætte penge til bl.a. grænseoverskridende projekter.

For Danmark gælder det ikke alene om at præge denne proces, men også om at ”gafle” nogle af pengene; helt ligesom danske universiteter har for at vane at gøre, når det gælder EU's forskningspolitik. For øvrigt vil netop danske universiteter uden tvivl også gå efter midler fra EU’s forsvarsbudget. Det er én af årsagerne til, at de otte danske universiteter og en række andre aktører netop er gået sammen om at etablere Nationalt Forsvarsteknologisk Center. 

Alt dette bør naturligvis indtænkes i det kommende danske forsvarsforlig – uden at det på nogen måde betyder, at vi skal vælge mellem EU og USA. På det mere lavpraktiske plan bør Danmark for det første sørge for at forstærke de enheder i ministerierne og Forsvaret, som arbejder med EU’s forsvarsdimension. Vi bør også arbejde for at få flere danskere ansat i de respektive fora, såsom f.eks. Kommissionens generaldirektorat for forsvarsindustri. At det i den grad haster ses også af, at Danmark i sidste halvår af 2025 har formandskabet i EU og skal stå i spidsen for bl.a. at evaluere midlerne til EU’s forsvarsdimension.

Læs også

Sikkerhed & forsvar

Krigen skubber EU tættere på fælles forsvarsunion og tryktester traktaten

Går forslaget om fælles forsvarsindkøb igennem, vil det være en banebrydende begivenhed i EU's historie og næste skridt på vejen mod en forsvarsunion. Men ikke alle medlemslande er lige begejstrede